EFTERÅRSJAGT (okt)

Vores oktoberjagter foregår i vores andet efterårs jagtområde, et område som vi også har konscession på fra 2019. Et flot område hvor vi kan se indlandisen fra lejren.

Vi opstarter også i 2019 med at udbyde jagt i området hvor vi bruger hundeslæde til transport. Disse jagter sælges lidt billigere som testjagt. Moskusokserne er der, men vi skal have afprøvet og tilpasset det nye koncept med hundeslæde, så der kan opstå afvigelser fra vores planer. Så der er også kun 2 jægere på hver af disse jagter så vi har tid nok hvis der opstår uforudsete problemer. 

Oktoberjagten er lidt koldere, ned til minus 15 grader, men stadig lange dage og ikke rigtigt koldt da det kun er starten af vinteren. Så det er i praksis som vinterjagt på mange måder.

Jagten her er primært med fokus på moskusokser, hvor de gamle tyre trækker ind i området og tættere på lejren i oktober. Der er også stadig rensdyr, men de fleste store rensdyr er normalt trukket ud af området.

Jagten er stadig hovedsalig traditionel jagt hvor vi går op på jagt, men har så hundeslæde med til efterfølgende at transportere kød og trofæer ned til lejren. Så man skal stadig gå en del, men slipper for alt det tunge arbejde med at bære kød og trofæer. Alt efter terræn kan persontransport helt eller delvis foregå med hundeslæde, men vi kan ikke garantere det idet sneforholdene kan variere meget i oktober, men selv om der evt. slet ikke er sne, så kan hundene stadig trække kød og trofæer ned af fjeldet hjem til lejren.

Vores succesrate på moskusokser i området er over 95% med næsten alle gamle tyre, og 98% for rensdyr men hvor der nogle år ikke er så mange store i oktober.

Vores lejr ligger ved en stor sø midt for jagtområdet. Det er en teltlejr med stort opvarmet opholds/køkkentelt, med flere seperate sovetelte. Arktisk vintersovepose og madrasser er inkluderet. Vi har også feltsenge for dem der ønsker det.

Transport fra Kangerlussuaq til jagtlejr foregår med bil de første 20 km til en stor sø, herfra sejles alt til jagtlejren. Alt efter vejrforhold kan transport fra bil til lejren ske med hundeslæde eller det kan være nødvendigt at gå.

Der vil være en guide pr 2 jægere.

Medfølgende ikke jægere på oktoberjagter bedes gå med under jagter, og ikke blive i lejr.

Forplejning er alm mad som under aug-sept jagter, og omend at alt transport er meget nemmere, så er der begrænsninger i at medbringe øl og vand da de risikerer at fryse til is om natten. 

Jagtplan.
Dag 1, ankomst med fly, transport til lejr.
Dag 2-5, jagt fra lejren.
dag 6, transport til Kangerlussuaq.

Efter jagten er overnatning på Kangerlussuaq Vandrehjem incl. i prisen.

Som det er med al jagt, så selv om vores succesrate er høj, så kan vi ikke garantere du får dyr. Så du må være realistisk med dine forventninger, og meget afhænger af dig, din kondition og evner med en riffel.

Der vil være mulighed for småvildtjagt når moskusokser og evt. rensdyr er skudt. Ryper, harer og ræve.

Du kan medbringe 5 kg kød fra dyr du har nedlagt, som frosset kød kan det medbringes til DK uden videre.

Vi medbringer altid sikkerhedsudstyr og sattellit telefon på alle ture.